Sociale rollemodeller
Ud over den konkrete indsats for sociale iværksættere er der to overordnede mål for Social StartUp. Det ene er at udvikle en optimal model for en accelerator, der kan støtte og styrke sociale iværksættere. Det andet er at skabe rollemodeller, der kan forløse og vise det potentiale sociale virksomheder besidder. Samlet danner de to mål grundlaget for et solidt økosystem for sociale iværksættere.
Personlig forretningsudvikling
Deltagerne har tilknyttet sin egen forretningsudvikler i ca. seks måneder, derudover har de fået undervisning af nogle af Danmarks største kapaciteter inden for strategi, organisationsudvikling, drift, salg og marketing, samt udvikling af sociale modeller og samarbejde med kommuner. Efter seks måneder er virksomhederne blevet tilbudt mentorforløb eller har fået etableret advisory board eller bestyrelse. Udvalgte virksomheder har fået et forlænget forløb, hvor de har beholdt deres forretningsudvikler op til 12 måneder.
Dobbelt bundlinje
Kriterier for at kunne blive udtaget til acceleratoren var, at virksomheden havde potentiale til at forene social og økonomisk bundlinje, blive socialt effektfuld og økonomisk bæredygtig, fokuserede på at leve på kommercielle vilkår og havde en talentfuld ledelse.